Strengere regler - især for børn

Justitsministeriet har strammet reglerne i Våbenbekendtgørelsen. DGI har protesteret, men foreløbig uden held.

Fra 1. april skal også børn vise billedlegitimation, hvis de vil have en prøveskydning i en klub som f.eks. API. Det kan lyde uskyldigt, men problemet er, at den eneste acceptable legitimation for unge under 15 år er et pas. Så er skal altså lægges 150 eller 182 kr. oven i prisen, hvis barnet ikke har et pas i forvejen.

Vor paraplyorganisation, DGI, har to gange indgivet høringssvar imod dette. DGI mener, at kravet om billedlegitimation for børn er en unødvendig stramning, som kan forhindre børn uden pas i at prøve skydning.

Svaret fra ministeriet har lydt, at kravet om original billedlegitimation gælder for alle uanset alder, fordi det forekommer, at børn rekrutteres af bander.

-Vi er stadig i dialog med ministeriet for at gøre opmærksom på udfordringen for børn og unge som prøveskytter, skriver DGI.

De ny regler indebærer følgende:

Antallet af prøveskydninger nedsættes fra fem til tre i løbet af en periode på 12 måneder

Prøveskytten skal fremvise original billedlegitimation, dvs. enten pas, kørekort eller legitimationskort udstedt på borgerservice.

Krav om digital logning af alle prøveskytter uanset alder. Logbogen skal indeholde følgende oplysninger om prøveskytten for hver af de maksimalt tre prøveskydninger: 

Navn, type, legitimationsnummer og dato for prøveskydningen.

Logbogen skal på forlangende kunne sendes digitalt til politiet.

Vi, som er medlemmer af klubben i forvejen (også børn), kan glæde os over, at reglerne ikke gælder for os, men vi skal huske, at kravet om en SKV6-godkendelse stadig gælder for skytter over 15 år.

DGI skriver:

-DGI modtog våbenbekendtgørelsen fra Justitsministeriet i sidste uge og er stadig ved at analysere og fortolke juraen. For nu beder vi om arbejdsro til at forstå reglerne og opdatere sikkerhedsbestemmelserne.