Vi fik 70 gæster på Skydesportens Dag

Udgivet d. 14. oktober 2023
Klubben holdt åbent hus i Amagerhallen i Tårnby lørdag den 14. oktober. Succesen var tæt på at være overvældende.

De tilstedeværende klubmedlemmer fik hænderne fulde, da over 70 interesserede kom forbi i løbet af dagen for at prøve at skyde under kyndig vejledning af klubbens instruktører.

De fleste deltagere havde aldrig prøvet at skyde med riffel før. 

Der var bred enighed om, at det var spændende og udfordrende for koncentrationen, samt træning af fokus og en anden måde at koble af på.

Der var også ros til instruktørerne, som gav omhyggelig vejledning til hver enkelt deltager på skydebanen. 

Selv om man først og fremmest kæmper mod sig selv, så er skydning da også en familiesport, og blandt deltagerne så vi blandt andre en familie med bedsteforældre og børnebørn, forældre og børn, venner, par og en gruppe fra en gymnasieklasse.

Aldersspredningen var fra 8 til 83 år.     

I klubben kan vi kun glæde os over den store interesse - og vi kan specielt glæde os over, at vi genså adskillige af lørdagens gæster allerede om mandagen, hvor de var lige så interesserede.

Som den ene halvdel af et par sagde: - Hun har ikke talt om andet siden i lørdags...

Her nogle billeder fra lørdagen. Tak til alle der mødte op.